132 / 308
127
der var det ikke ret hyggeligt at komme saadan
om Natten. Det hed sig, at man i gamle Dage
der havde pleiet at slaaes med Gjesterne og, naar
de havde slaaet En ihjel, at kaste ham ud i
Aaen igjennem den Dør, man endnu kunde see
vende ud mod Dammen.
A ltsaa et Folkesagn, tænkte jeg , og van
drede ad den smukke Skovvei videre med den
store, vidtudstrakte Vildmose paa min høire Side.
Men det blev mørkere og mørkere, og Veien
gik uhyggeligt altid dybere ned, saa at jeg dog
tilsidst blev lidt underligt tilmode. Da jeg om
sider nærmede mig Møllen og Mølleaaen, saae
jeg, ganske rigtigt, den omtalte Dør paa Muren
ud imod Aaen. Jeg samlede imidlertid Modet,
gik rask og frygtløs ind i et lille Rum, der var
opfyldt af Personer, som i denne Belysning
forekom mig nærmest at ligne Kulsviere.
Jeg
henvendte mig til en P ig e, som skjenkede for
dem, med Spørgsmaal, om de kunde huse mig i
Nat. Men inden jeg fik Besked, stod der foran
mig en høi, mørkladen Mand med et sort Skjæg
bagved det røde Halstørklæde.
Han spurgte,
hvad jeg vilde? Jeg gjentog mit Spørgsmaal, om
jeg kunde logere her i N a t, og efter en vis
Betænkningstid, svarede han: «Ja, det kommer
an paa, om De kan tage tiltakke, med hvordan