136 / 308
131
komme over? — «Lad mig faa min Kaffe her
over!» svarede jeg næsten utaalmodig, og saa-
ledes skete det.
Da jeg var marschfærdig, gik jeg endelig
derover og traf den lille Mand med Familie i
Dagligstuen. Jeg takkede for den gode Bevert-
ning og Logis, med Spørgsmaal, hvad jeg havde
at betale?
«De har Ingenting at betale», svarede han
smilende over hele Ansigtet. Jeg studsede og
røbede vistnok Forlegenhed, da den Tanke gjen-
nemfoer mig, hvorledes alt Dette hang sammen.
«Ja, jeg mærkede jo nok, at De troede, at De var
paa et Vertshuus,» sagde han med en elskværdig
Godmodighed, «men De har taget F eil, Jeg er
Kjøbmand her i Byen, og da her ikke er noget
Gjestgiveri, saa pleie jo rigtignok de Fremmede
at tage ind hos mig.»
Jeg bad tusinde Gange
om Forladelse, men det behøvedes ikke, efter
som jeg i A lles Ansigter kunde læ se, at man i
Jet Høieste kun havde moret sig lidt over mig.
Denne brave Mand, som nu vel er død og
borte, lever i min taknemlige Erindring. Det
var Kjøbmand Valentin i Skjelskøer, og saa stor
var hans Gjestmildhed, at da han nu maatte
mærke min Sønderknuselse, vidste han at berøve
mig den sidste Smule Frygt for, at jeg her
9 *