143 / 308
138
Vi fulgtes ad gjennem Taarnets Omgange,
og her sagde jeg ham det reent ud, at da han
læste sin «Ode t i l U r o n ia » for mig, havde han
antydet en anden Forklaring, end den, han nu
forfægtede, og at jeg idetmindste ikke kunde
være uvidende om Tvetydighederne.
Nu begyndte han med Bebreidelser: at jeg
var ligesom de Andre, men da vi netop traadte
ud paa Gaden, sagde jeg ham Farvel og gik til
den anden Side, og senere saa jeg ham ikke.
Jeg havde nær glemt, at jeg i dette Aar
(1817) fremtraadte i Literaturen med Fortæl
lingen: « B je r gm a n d s d a le n .» Det var vistnok
meget mere Lysten til at være Forfatter, end
en Trang til at udtale Noget, der laa mig paa
Hjertet, som var Fader til dette Barn. Saavidt
jeg erindrer, — thi jeg har ikke Lyst til nu at læse
den — er den noget tydsk-romantisk, med en
uklar Idee og en Opløsning, som er forlegen
og søgt. D e t, der i den er skrevet meest con
amore, er udentvivl den islandske Episode, som
er min egen Opfindelse og en tidlig Frugt af,
at jeg netop paa denne Tid læste Islandsk
og havde gjort Bekjendtskab med et Par af
Sagaerne.