147 / 308
142
at jeg havde begyndt Læsningen af denne i høi
Grad fængslende Roman, og henimod Middag
trængte jeg til at hvile og at røre mig lid t, for
strax om Eftermiddagen i uforstyrret Ro at
kunne fortsætte.
Jeg lod altsaa Bogen ligge
paa mit Bord og anede ingen Fare; men da jeg
kom hjem, havde Paul Møller været der — Bogen
var ikke til at finde, det var kun altfor vist, at
han havde taget den.
Jeg, som havde glædet mig til Læsningen
om Eftermiddagen og Aftenen, blev meget for
trydelig over, at han havde spillet mig dette
Puds.
Havde jeg blot vidst, hvor han var at
finde, havde jeg strax søgt ham, for at prote
stere. Men han havde, som sagt, intet andet
Iljem end hos en eller anden af sine Venner.
Jeg .maatte altsaa finde mig deri og var
ganske ærgerlig over hans Mangel paa Hensyn i
alle saadanne Forhold.
Jeg gik tidligt tilsengs, for at faa Ende paa
Aftenen og paa Ærgrelsen, men midt om Natten
vækkes jeg af Portklokken, som var i voldsom
Bevægelse. Man vilde ind! Endelig hørte jeg, at
Porten blev aabnet, og at der blev spurgt om
Just Thiele. Jeg kjendte Stemmen — det var Paul
Møller. Med Skamfuldhed tænkte jeg, hvad dog