152 / 308
147
stode lidt i Forbindelse med h ø i s a l i g e , k o n
g e lig e P e r s o n e r .
Der var et Galeri af Oliemalerier, deels
ophængte uden Belysning, deels opstablede, af
Mangel paa P lad s, paa L oftet; der var ud
stoppede Dyr — den hvide H est, som havde
løbet omkap med en kongelig Løb er, ikke
at glemme; nordiske Oldsager og Antiquiteter
— Guldhornene havde engang været der; der
var Kunstdreierarbeider af kongelige Personer,
slebne Glas og Juveler, Stole, som fangede den,
der satte sig i dem, og en Stol, som var endnu
meget mere uartig; Ertsblokke fra Kongsbergs
Sølvværk og et Brød, som var forvandlet til en
Steen, og hvad var der ikke? — Men Sagen
var, at der var kostelige Sager begravne imellem
en heel Deel Jux.
Det var næsten en Maje
stætsforbrydelse at tale haanligt om «Kunst-
kammeret», Kjøbenhavnernes, de Gamles og de
Unges, Glæde og Stolthed.
Jeg vil blive ved Sagen, uagtet jeg an-
teciperer; thi hvad jeg nu fortæller, skulde
først fortælles et Par Aar senere, nemlig under
Aaret 1820.
Min Disputats havde slaaet det fast i
min Overbevisning, at Kunstkammeret, saaledes
som det var, var en Uting, og da jeg i
10
*