210 / 308
205
lange Figur i en forslidt graa Frakke, hvis Ærmer
ikke kunde naae de udmagrede Haandled, mødte
mig et Par smaa, chinesiske Øine, der trængte
til en chirurgisk Operation, for at.-faa fri Udsigt,
bagved en stor, fremragende Næse. Om Halsen
havde han et broget Kattuns Tørklæde, saa fast
snøret, at den lange Hals ligesom bestræbte sig
for at undslippe, kort sagt, en overraskende Skik
kelse, der blev endmere paafaldende, da han med
et Par Skridt fremad og et gjentaget Buk, be
gyndte sin pathetiske Tale saaledes:
»Maa jeg
have den Ære, at udtale mine Følelser for Skue
pladsen i et Digt, som jeg selv har skrevet?«
I min Overraskelse indlod jeg mig ikke en
gang paa en Bevægelse, førend han var midt inde
i Deklamationen, og da han havde sluttet med
en anden Bukning, fulgte umiddelbart Anmeldelsen
af en Scene af H a g b a r t h og S i g n e , en Fore
stilling, hvori han overtog alle Rollerne.
Jeg sad stum og ventede paa en Mellemakt,
der kunde skaffe mig Ledighed til et Spørgsmaal
og et Svar. Men forgjæves; Forestillingen førte
mig fra den ene Scene i den Tragedie til en
anden Scene i d e n Comedie, og da han tilsidst
var kommen til en Epilog, som han ogsaa selv
havde skrevet, sluttede han med adskillige thea-
tralske Buk, greb sin Kaskjet, der laa som en