215 / 308
210
ther, der af Interesse for min Samling af danske
Folkesagn allerede længe havde været en nid-
kjær Medsamler og blev det fremdeles.
Fra Odense gik Veien til Barløse Præste-
gaard, hvor vi traf den nydelige og høist elsk
værdige Præstekone alene hjemme.
Hendes Mand var til Liigfærd i en af Om
egnens Byer. Men vi bleve snart bekjendte med
denne unge Kone, der hjerteligt glædede sig ved
den Fryd, det vilde forvolde hendes Sundby at
see Christian Holten i Barløse.
Det var en lille Idyl, vi levede den Efter
middag. Efter Maaltidet fulgte Præstekonen os
ud igjennem en hosliggende Skov, hvor hun havde
sat sin Mand Stevne. Den kjære Præst kom
hende her imøde, munter og glad, som han altid
var, og jublede i høien Sky ved paa Afstand at
see, hvem det var, hun bragte med sig.
Denne Præst var et af de Mennesker, som
man strax i det første Møde lærer at kjende og
aldrig glemmer efter det andet. Han var en
r ig tig glad Christen; alvorlig indtil Veemod,
men desuagtet altid rede til at juble i al Barn
lighed og at skoggerlee, naar der var Noget at
lee af, uden at man et Øieblik glemte, at han i
sin dybeste Grund var en stille, christelig Præst.
I det inderlige Forhold, hvori han endnu stod til