221 / 308
216
Løverdagaften faldt jeg paa at søge Adspre
delse fra mine Smerter, ved at tye hen i den
sædvanlige glade Kreds hos Moldenhawers, men
der kunde jeg ikke udholde mine Venners muntre
Stemning — jeg tyede til mit Leie, men sove
kunde jeg ikke.
Da jeg næste Morgen tidligt kom over til
Portneren, for hos ham at faae Noget at vide,
var det kun, at der midt om Natten havde været
Vogn ude for at hente Fenger. Det var Søndag,
°g j eg vilde søge Trøst i min Psalmebog.
Men den Psalme, som laa for mig, da jeg
aabnede Bogen, fordrede Vers for Vers en
Hengivenhed i Guds Villie en Opoffrelse af
det Kjæreste, som jeg ikke mægtede at sam
stemme i.
Jeg søgte hen i Trinitatis Kirke, hvor Mynster
skulde prædike — der maatte dog min arme
Sjæl kunne finde nogen Ro og Hvile.
Jeg kom ind i Kirken. Psalmesangen skulde
just begynde. Menigheden istemmede allerede;
efter Nummeret paa Tavlen opsøgte jeg Psalmen
— det var den s amm e Psalme, som jeg havde
læst derhjemme: jeg skulde hengive mig, jeg
skulde bringe mit Hjerte som et Offer — det
følte jeg nu med Sønderknuselse.