223 / 308
2 1 8
Jeg var i længere Tid mere nedbrudt, end
jeg i nogen anden af mit Livs Epoker havde
været, men Julen bragte mig dog den Trøst, som
er udtalt i et lille Digt, der bærer denne Over
skrift.
Fra denne Dag af indtog jeg min Plads i
den sørgende Kreds, og saaledes sluttede jeg
Løbet af mine første 25 Aar i Veemod og stille
Taarer.
Om den sørgelige Vinter, som nu hengik,
næsten uden at jeg havde lagt Mærke til, at
den snart Var tilende, har jeg ingen anden Er
indring tilbage, end at Arbeidet hjalp mig som
en kjærlig Trøsterinde.
I Sorgens Iluus kom den Ene den Anden
til Bistand, ved paa det Bedste at skjule Taa-
rerne, og den gjensidige Kjærlighed fløi ikke bort
med den Afdøde.
Da Vaaren kom, havde Lindegaarden endnu
sine Blomster, og Mindet sine vemodige Glæder,
og saaledes gled ogsaa Sommeren hen, uden at
efterlade andet, end Duggen i det henvisnede
Blomsterflor.