226 / 308
221
saadan Salighed, skal træde ind i en Tilværelse,
hvor der venter Dig saa uvisse Skjæbner!»
Men hun svarede med nogle Ord, som jeg
dengang fuldeligt forstod, men som dog vilde
undslippe mig, idet jeg vaagnede. Det var, som
om Sproget ikke havde Ord til at gjengive det,
hun havde sagt mig. I den halvvaagne Tilstand
kjæmpede jeg for blot at beholde Meningen, og
da jeg opskrev min Drøm, for aldrig at tabe
den, kunde jeg kun udtale som Meningen, at det
var nødvendigt at have gjennemgaaet Jordelivet,
for at naa op til en endnu høiere Tilværelse.»
Omtrent ti Aar derefter saae min .ældste
Datter Lyset her paa Jorden, og hun voxede op
som den Engel, jeg allerede havde seet i Himlen.
Og da hun, som bar Navnet Ida, efter den Af
døde, vendte tilbage til sit rette Hjem, forlod
hun os glad og gudhengiven, som en Engel.
Paa Bakkehuset modtog jeg i denne Som
mer (1822) Christian Møhi, der som Mediciner
havde været Candidat paa Frederiks Hospital,
og Poul Møller, der forrige Aar var hjemkommen
fra sin Reise til China. Men jeg nød kun i kor
tere Tid deres Omgang, da jeg selv skulde gjøre