222 / 308
Saaledes taler Gud til os igjennem smaa
Tilfældigheder og lader sine Tordener rolle,
uhørligt for alle Andre, igjennem vore Hjerter.
Næste Morgen var jeg bleven roligere. En
Luftning var kommen over til mig om Bedring.
Jeg stod i mit Vindue og speidede histover,
da jeg opdagede en ung Ven derovrefra, som
stod nede paa Gaden, ligesom i Tvivl, om han
skulde gaa op til mig eller ikke. Jeg vinkede
ad ham, og han traadte ind til mig med de Ord:
«Ida er død inat!»
Det var mig, som om hele Verden var styrtet
sammen over mig. Med et vildt Skrig faldt jeg
over mit Leie og blev der liggende som bedøvet
af Smerte, indtil det gamle Contoirbud derovre
fra, Mads Trornholt, stak Hovedet ind ad Døren
og trak det tilbage med de Ord:
«
N a a ! Saa De
veed det alt!»
Da Døren næste Gang aat ned e s , stod Idas
Fader, min kjærlige og faderlige Ven, foran mig,
og under Kys og Favntag skaffede de knaste
Hjerter sig Luft, og jeg hørte nu af hans dir
rende Læber, hvad hans milde Øie allerede saa
ofte havde sagt mig, at han med Glæde havde
fulgt sin Idas og min Kjærlighed, og at det
havde været hans glade Tanke, engang at kalde
mig sin Sen.