217 / 308
212
Faa Aar efter mistede Sundby sin lille,
smukke, elskværdige Kone, og dette Tab syntes
han ikke at kunne bære.
Jeg skrev oftere til
ham og han til mig, men da jeg efter nogle Aar
saa ham igjen, var han ikke længer den Samme.
Han besøgte os i Kjøbenhavn, men var syg, og
døde i Vanvid paa Hospitalet.
Altsaa Onsdag Morgen forlode vi Barløse,
ledsagede af Sundby og hans Svoger, Dr. Miihrer.
Om Eftermiddagen kom vi til Middelfart og Fre
dericia og næste Morgen til det deilige Veile,
hvorfra vi besøgte Jellinge Høiene, ledsagede af
en lærd Bondeknøs, som havde læst den s a x i s k e
G r am m a t i k .
Efter et Ophold i Randers og nogle Ud
flugter derfra forlod min kjære Reisefælle mig,
for at besøge Aalborg, men da jeg i Jylland først
og fremmest ønskede at see den Præstegaard og
besøge den Egn, hvor min Moders Slægt i flere
Generationer havde levet, tiltraadte jeg herfra en
Vandring til disse hellige Steder og kom ogsaa,
efter en varm Marsch, til den paaviste By L y n g b y
— hvor alle mine poetiske Udgydelser paa denne
Pilgrimsfart mødte mig som grinende Dæmoner,
der gjorde sig lystige over mine barnlige Svær
merier.
Det Lyngby, jeg søgte, laa paa en
en ganske anden Kant i Landet.