220 / 308
215
M it L iv s v a n d t h e n s o m V a a re n s D a s ;
S a a h e r lig e r d e n s A fte n rø d e .
N a a r d e t e r H e rre n s V e lb e h a g ,
M in D ø d je g r o lig g a a e r im ø d e .
Je g s lu m r e r tr æ t a f G læ d e h e n ,
O g v a a g n e r v is t t i l F ry d ig je n .
Det var formodentlig den sidste Gang, at Sangen
lød fra hendes Læbe — for mig var det ialfald
den sidste Gang.
Dog fik jeg Leilighed til et Par Gange i
de paafølgende Dage at vexle et Par Ord i korte
Møder; endnu færdedes hun dog' mellem sine
Sødskendes Sygeleier — Sophie var nu ogsaa
angreben af Mæslingerne. — Ida forudsagde,
halvt skjemtende, at Sygdommen den næste Dag
vilde naa hende selv. Saaledes skete det ogsaa.
Men jeg saa hende dog endnu engang, da
jeg gik til Bibliotheket. Et langt Blik fra Vin
duets Rude fulgte mig — et langt, veemodigt
Blik, som sagde mig, at hun nu selv var syg,
og dette Blik blev hendes Afsked.
Den 8. December var det hendes Fødsels
dag; hun fyldte kun sit syttende Aar — og siden
saae jeg hende ikke.
Min Angst og Uro steg med hver en Time;
de Oplysninger, jeg kunde indhente, forøgede
kun mine Lidelser.