219 / 308
hele Omgivelse syntes at skjænke det sit stumme
Bifald.
Saaledes hengik den skjønne Sommer 1820.
214
Det glade og lykkelige Aar fik sin Solned
gang i mørke Skyer, og i Novemberdagene rørte
bange Anelser sig forunderligt i mit Hjerte, som
ogsaa i hendes. Sine ildevarslende Drømme for
talte hun mig som i Spøg. Mig varslede de som
bange Forudfølelser.
Der trak mørke Skyer op over det lykkelige
Hjem; en Sygdom, som kunde blive til hvad det
skulde være, havde angrebet Broderen, truede
begge Søstrene, og mig berøvede den Adgangen
til Besøg, da det blev mig alvorlig paalagt af
Moderen at holde mig i Afstand.
Den sidste Aften, jeg endnu var samlet med
disse Kjære, havde Ida siddet med mig ved Bro
derens Sygeleie i et Øieblik, da vi følte Skils
missens Nærmelse.
Vi havde rakt hinanden
Haanden med Betydning, da hun reiste sig og
gik ind i det næste Værelse, hvor jeg fulgte efter.
D e r aabnede hun Klaveret; Noderne til
« H ø s t g i l d e t » havde hendes Engel aabnet paa
det rette Sted, og hun satte sig til at synge: