207 / 308
202
Der havde lige siden December forrige Aar
været Symptomer paa, at der imellem Ida Holten
og mig var en gjensidig voxende Tilbøielighed,
og næsten dagligt, naar jeg besøgte Broderen,
havde jeg den Glæde at vexle et Par Ord med
hende — Repliker, som efterhaanden fik større
Betydning.
Naar jeg om Aftenen kom derover paa den
anden Side af Torvet, blev jeg som oftest ind-
buden til at blive, og det kunde snart ikke heller
undgaae de Andres Opmærksomhed, at der mellem
mig og denne livlige og freidige unge Pige var
en vaagnende Sympathi, som de Ældre ikke
syntes at misbillige.
I en af de mange Stemninger, hvori jeg,
under mit hele Livs Gang, er ligesom bleven
berørt af prophetiske Anelser og ofte skrev
Smaadigte, der næsten bleve til, uden at jeg selv
forstod dem — i en saadan Stemning havde jeg
i Januar ligesom en Forudfølelse af, hvad der
ventede mig i dette reent sjælelige Forhold, og
næsten fraværende i mine Tanker skrev jeg paa
denne Tid følgende lille Digt til denne Engel
paa Jorden:
D u , s o m le g e r fr o m t m e d L illie n s S te n g e l,
V il D u , Id a , v æ re m ig m in E n g e l?
Je g v a r s e lv e n E n g e l lio s m in G u d !