237 / 308
232
det var afgjort, at jeg ikke kunde hjælpe mig
selv. Thi hvilken Skam, at findes «bag paa» ;
der kunde jo være Damer inde i Reisevognen!
Efter nogle saadanne Betragtninger gjorde
jeg som Gymnastiker Forsøg paa, ved Hjælp af
det saakaldte «Reiespring», at faa det stakkels,
mig tilhørende Been kastet lidt længer ind i
Ringen, saa langt ind, at jeg kiinde støtte Læggen
imod Ringen og Taaspidsen imod det overliggende
Karretbrædt, og det lykkedes. Nu kunde jeg ved
denne Manoeuvre løfte min Krop op af Dybet,
saa langt, at jeg med den ene Haand kunde naa
at faa et Tag i den ene af de bagudbøiede Vogn
fjedre, og der sad jeg ridende som en Poppegøie
i Ringen.
Nu gik Resten af sig selv. Med et Spring
var jeg i den kjære Frihed — men i hvilken
Tilstand! Mine Bøger, min Hat, min Stok —
hvor var Alt dette henne?
Paa Tilbagetoget mellem Slotskroen og Al
leen fik jeg det dog nogenlunde samlet op, og
endskjøndt jeg ikke var uden Smerter i det
mishandlede venstre Been, naaede jeg dog Bakke
huset, som om det havde været i det deiligste
Veir; med Snavset var jeg jo bleven fortrolig.