240 / 308
235
Gader og i Bibliotheket fik jeg Åndet at
tænke paa.
Da jeg om Eftermiddagen' traadte ind i Fra
Rahbeks Dagligstue, havde jeg neppe lukket
Døren efter mig, førend hun fra sit Arbeidsbord
og fra sine Æsker udbrød ved at see m ig:
*Naa, Thiele! jeg har drømt om Dem i Nat.*
Det overraskede mig, og jeg svarede, at jeg
selv havde haft en underlig Drøm, men først
maatte jeg nu høre hendes.
«Jeg drømte", vedblev hun med sin sæd
vanlige Heftighed og Sværmen i Udtrykket, som
ved saadanne Anledninger ofte gjorde en lille
Meddelelse meget omstændelig — «jeg drømte,
at jeg gik ved Rahbeks Arm igjennem en Bue
gang , hvor der var en Række af Nicher i
Muren, men de vare alle tomme. Jeg spurgte
Rahbek: Naar skal Thiele opstille alle de Kunst
værker, som skal komme fra Italien?
Han
svarede blot: «Det skal skee i bedre Tider.»
Uagtet hendes og min Drøm vare saa for-
skjellige, fandt vi dog Begge, at der var Noget,
som samstemmede, og den kjære Veninde ud
fandt snart, at det maatte betyde, at jeg skulde
komme til at reise til Italien.
Paa en nærmere Forklaring indlode vi os
ikke, det var jo allerede nok,, om det blot