239 / 308
234
Oppe under Loftet var de liøie Piller for
bundne med horizontalliggende Jernstænger.
Som en lille Fugl satte jeg mig paa en af
dem, og da jeg fra dette Stade saae ned i
Kirken, var den fyldt af en Mængde Mennesker,
og iblandt dem opdagede jeg Prinds Christian
Frederik og Prindsesse Caroline Amalie, det
skjønne Fyrstepar, som baade paa Sophienholm
og i Ems havde vist mig saamegen venlig Op
mærksomhed.
Det var altsaa i sin Orden, at jeg fløi ned
og fremstillede mig for dem.
Og da jeg stod der foran den skjønne Prind
sesse, sagde hun til mig: «Det er dog underligt,
at De saaledes kan flyve!» og jeg svarede: «Det
kommer deraf, at jeg har d i s s e To. Naar jeg
sætter mig paa dem, saa kan jeg flyve.» Og
med denne Forklaring fremviste jeg to firkantede
Stykker — jeg vidste ikke selv, hvad det var
for nogle Gjenstande, som jeg holdt, een i hver
Haand.
Jeg gjorde Experimentet og fløi atter
op og svang mig paa ny i den glade Flugt.
Da jeg vaagnede, havde jeg først Indtrykket
af, hvor deiligt det var saaledes at kunne flyve.
Men hvad var det, der hjalp mig til at kunne
flyve?
Det vidste jeg ikke.
Drømmen selv
stod levende for m ig ; men paa Kjøbenhavns