235 / 308
230
En Søndag Middag havde jeg, efter Sæd
vane, været hos Holtens og skulde om Aftenen
mellem Kl. 10— 11 tilbage til Bakkehuset i et
uhyggeligt Novemberveir.
Det havde regnet
den hele Dag og regnede endnu, saa at Reisen
fra Begyndelsen af var fugtig.
Som andetsteds bemærket, kunde man saa
nogenlunde bjerge sig fra Vesterport og indtil
Justitsraad Kildes Gaard, lidt forbi Jernporten;
men her stod jeg som ved Havbredden, og kun
Veien igjennem Pludderet laa aaben for mig.
Da jeg havde været i Selskab, bar jeg
denne Dag ikke Vandstøvler til som sædvanligt
at sjappe igjennem med.
Jeg havde kun en
Kavai med et bredt Slag over Skuldrene, en
Stok i Haanden, i Mangel af Parapluie, og nogle
Bøger under Armen, der selv skulde holdes
tørre. Der stod jeg og stirrede ind i Fremtiden.
Ved et Forsøg med den ene Fod maalte jeg
D y b e t, men trak den snart tilbage paa det
Tørre. Jeg kunde altsaa ligesaa godt springe i
det — da jeg i det Samme hørte Rummelen af
en Vogn.
At . være Gadedreng et Øieblik en mørk
Novemberaften paa Roeskilde Kongevei, det
kunde jeg da nok under saadanne Forhold være
bekjendt, og jeg saae allerede, at der var Plads