256 / 308
251
En af de sidste Dage, jeg var i Paris, be
søgte jeg til Afsked min ærværdige og beklagel
sesværdige Landsmand Heiberg, Jeg fandt, som
sædvanligt, den nedbøiede og graahærdede Ol
ding siddende i sin Lænestol i et temmeligt
mørkt Værelse, med Skjærm for Ørnene — han
var ikke langt fra at være blind. Han forekom
mig at leve i en Eensombed og Forladthed, som
var hjerteskjærende; hans Tale var mild, skjøndt
meget nedstemt, og da han sagde mig Farvel,
kom Taarer mig i Øineue ved den Maade, hvorpaa
han udtalte det Haab, dog engang at see mig
igjen i Danmark.
Den 3die Marts, Kl. 8 om Aftenen, indfandt
jeg mig med min Koffert i det store Messagerie,
for at forlade Paris.
I den rammelige Gaard
holdt et Antal iiirspændte Diligencer, færdige til
paa Klokkeslaget at afgaa til forskjellige Ver
denskanter, og ved det sidste Slag rullede alle
Vognene ud, hvor af sin Port. Jeg skulde til
Chålons sur Saone og derfra til Italien.