260 / 308
255
naar han engang imellem kunde rive sig løs og
deeltage i et eller andet Besøg i en af de mange
romerske Privatsamlinger, var han mig allerede
dengang ligesaa mærkelig i sine Domme og Ud
talelser, som senere, da han fik et anseet Navn
i denne Retning.
Vi vare meget gode Venner, men i Disputer
ikke altid saa ganske fordragelige, skjøndt vi
lignede hinanden deri, at vi begge havde let ved
at slutte Fred efter hidsige Debatter.
Jeg foretog i dette Aar en Reise med ham
tjl Orvietto, for at see Signorellis Malerier i
den derværende Kirke.
Paa denne otte Dages
Udflugt, da vi disputerede fra Morgen til Aften,
gjorde vi det nærmere Bekjendtskab og lagde
Grunden til vort fremtidige Venskab. Men med
en Slags Sønderknuselse følte jeg dagligt hans
Overlegenhed, saa, at jeg snart blev enig med
mig selv om, at saaledes som han studerede
Kunsten, var den Noget, der ikke laa paa mine
Veie.
I en fortrolig og ganske aaben Samtale ud
talte vi os for hinanden angaaende vore Formaal,
og da det nu viste sig, at han aspirerede til
Professoratet i Kunsthistorie og Mythologi ved
Akademiet, medens jeg blot ønskede at blive
Akademiets Secretair, faldt der en Byrde fra mit