515 / 657
1 25
rø ster mod folkekirken og dens præster lod sig høre.
Jeg kunde ikke mere magte forholdene og måtte altså
t r æ k k e m ig t i l b a g e fra et foretagende, hvoraf jeg
havde lovet mig så meget godt. Foreningens medlemmer
splittedes siden ad til alle kanter; de fleste blev vor
kirke tro, imidlertid var der også dem, der gik over til
Irvingianerne, Metodisterne, Baptisterne, og et par
standsede ikke, før de var faldne i Socialisternes hænder.
Jeg fik her a tte r stadfæstelse på en gammel sand
hed: hvad der er begyndt i ånden, kan ende i kødet,
og den, som taler højt om guddommelige ting, er ikke
altid den, som elsker dem inderligst. Der gives en
stille fromhed, som helst måske skjuler sig og alligevel
er kostelig for Guds øjne. Hvor varsomtmåikke præ
sten gå til værks, når han er, som han
børvære,og
alligevel bliver han ideligt udsat for skuffelser! Gregor
den store h a r sandelig re t: sjæleplejen er kunsternes
kunst.
Varigere glæde havde jeg af en mindre kreds, især
damer, og deriblandt kammerherreinde Neergaard og
frøken Morgenstjerne, der jævnligt tilbragte en aften
stund hos os med samtaler om åndelige genstande.
K o l e r a e n havde længe truet København, hvis
sundhedsvæsen var i en ynkelig tilstand, omsider blev
truslen ramme alvor. Den 12te juni 1853 viste de første
tilfælde sig, og en måned efter, midt i juli, var farsoten
dér i al sin vildhed, folk styrtede om på gaden og døde.
I flere måder brøstede det på kraft hos de styrende
myndigheder, så greb da rædslen om sig, og selv man
den kunde flygte bo rt fra kone og børn. Men politiet
holdt de vilde lidenskaber nede/ som tit gøre en pesttid
dobbelt forfærdelig, lægerne var på færde tidligt og sil-