518 / 657
128
de døde fra kl. syv om morgenen til otte, ni om aftenen,
med en enkelt times mellemrum. Og endda kunde det
hænde, a t man ringede på dø ren , lige som jeg havde
tag et præstekjolen af; dér stod et bud fra en syg, en
gang en grædende lille dreng, som bad mig komme med
til hans moder. Så m åtte jeg hen til de syge.
Min familje lå på landet, på Hvidøre ved Emilies
kilde, jeg derimod blev stad igt i København. Næsten
alle i hu set var flyttede bo rt undtagen redaktør Nathan-
son, og her gik jeg da om alene mangen sommerlys nat
i de øde, tomme væ relser, der gav genlyd under mine
trin . P å gaden blev det stillere og stillere, og fra, kl. 10
dødsstille; en enkelt vogn knnde man høre nu og da,
den for af sted efter lægen, eller man hørte fodtrinene
af et menneske, der løb alt det han kunde i samme
ærinde, lyden af en portklokke, der ringedes voldsomt.
Ængstelig kan jeg ikke sige jeg var, jeg iagttog de fore
skrevne regler for sundheden og vidste i øvrigt der var
den, som vågede over mig. Min helbred har aldrig
været bædre end den gang.
Blev jeg hen tet til en syg, m åtte jeg undertiden
sidde ved sengen i en kvælende dun st, mens gulvet
svømmede med uhum skheder; det kunde vel og hænde,
a t den syge med ét overfaldtes af brækninger, der gik
ud over mig med. Værst var det, når jeg til berettelse
eller jordspåkastelse skulde op i en af rønnerne i Brønd
stræde, Vognmagergade, Adelgade; kun alt for godt
kændte jeg både „S lo ttet“ og „hvide Ros“.
Sumpede
kældere, stokværk stap let oven på stokværk, faldefærdige
trapper, der så ud, som hang de i luften, værelser med
en glug i steden for vinduet, eller hélt mørke, og sengen
re d t på gulvet af halm og klude og et hullet lagen,
som i måneder ikke havde set vask.
E t sted m åtte jeg kravle til vejrs ad en frit stående
trappe uden rækværk op paa et mørkt loft um iddelbart
under tag et; dér bode en familje. Fu ld t var der med