524 / 657
134
Derfor skal der dagligt kæmpes med kød og blod og
„med ondskabens åndelige liær under himlen, som råder
i denne tids mørke“ : Derfor skal den Kristne i tro og
bøn leve livet i Gud, føle den Herres personlige næ r
værelse i sin sjæ l, hvem al magt er given, og ved ham
overvinde verden. Det vi leve, det ere vi.
Hvor ofte har jeg ikke sagt det til mig selv, både
i den tid og til alle tider af mit liv, og hvor ofte har
jeg ikke a tte r glæmt det? Med al min urolige higen
var jeg træg i ånden, sen til at forsage hvad der skal
forsages. Dage kunde gå hen i tilsyneladende travlhed,
men min sjæl var kold, fremmed for Gud, hildet i for
fængelige tanker. J a der kom det øjeblik, da synden
kunde få en magt over mig, en dårende, døvende, dæ-
monsk m agt; jeg vilde og vilde dog ikke, så fristeren
og så ham dog ikke. Kun Guds hånd holdt mig fra de
dybe fald. Blev det mig klart, hvorledes jeg stod, vilde
alligevel den rette anger ikke altid indfinde sig; den
angst, der da kom over mig, var mere en angst for
and re, som jeg m åtte forarge, hvis de havde mærket,
hvad der bode i mig, end for den levende, altseende Gud.
Stærkt afhængig følte jeg mig af menneskers dom,
men trods det, trods al æresyge, kunde jeg af og til
overraskes af grundig foragt for hele den slægt, „som
går på to “. Så meget urent bode endnu i mig, så
ringe var min fræmgang på den Guds vej, jeg dog længe
vidste af a t sige; lyset, som jeg trode at have, var ikke
udsprunget af livet. Med ét kunde fortabelsens mulig
hed da stå for mig, og deri ligger frelsen, eller kors og
modgang bøjede det hårde sind.
Min forkyndelse af ordet måtte i en sådan sinds
tilstand tit blive kold og ukvægsom nok, ingen ret bods
kraft var der i den prædiken, jeg holdt, fordi jeg skulde
holde den; jeg tu rde heller ikke tale ren t ud med myn
dighed og derved forarge, skønt samvittigheden mindede
mig om, at det hørte med til. Jeg bevægede mig dog