526 / 657
136
selv. Men en „værneforening“ tråd te i skrankerne for
vor frihed og holdt møde i Kasino, pengesummer blev
indsamlede til de forfulgte, æmbedsmændene og pressen,
og også samledes underskrifter på m istillidsadresser.
Man havde alt i et par år grundlovsfester, der skulde
virke vækkende og styrkende.
Ved adskillige lejlig
heder har jeg nu dér haft ordet og havde det navnligt,
den gang spændingen var på sin højde ved festen 5te
juni 1854 på sletten ved Eremitagen. Jeg talte om
grundloven og sammenlignede deå med et femårs barn ,
der havde overstået adskillige af børnesygdommene og
fået sine tænder.
En halv snes dage efter kom brygger Jakobsen og
fabrikør Bonnesen op til mig i „værneforeningens“
ærinde. I Vejle amts 3dje folketingskreds, fortalte de,
havde en hélt ung og uprøvet mand, den senere dygtige
rigsdagsmand Kofod, stillet sig, men kunde ikke trænge
igennem. Følgeligt skulde et nyt valgmøde afholdes om
2, 3 dage. Deres spørgsmål til mig var n u , om jeg
vilde stille mig, i så fald vilde „værneforeningen“ næm-
lig arbejde med iver på mit valg.
Min broder havde været medlem af den grundlov
givende forsamling og dér navnligt haft indflydelse på
sproget i loven. Jeg vidste derimod, a t jeg med al
levende følelse for mit land alligevel ikke re t egnede
mig til den politiske løbebane.
Det sagde jeg så J a
kobsen og Bonnesen ren t ud, og desuden a t min dob
belte stilling som præst og historiker alt i og for sig
pålagde mig mer end pligter nok. Men de holdt ved
og bad mig indstændigt, „jo m e re,“ forestillede de,
„hele æmbedsstanden trak sig tilbage for m inisteriets
tru sler, des vigtigere var det a t få dog nogen af den
samfundsklasse, man kunde stole p å.“
Jeg kunde nu leve sorgløs, selv som afsat æmbeds-
mand, og havde derfor lettere ved at træde op mod
m inisteriet end de andre, og til sidst lovede jeg da at