532 / 657
1 4 2
lovede dig i jærnbanevognen ved Slesvig“. Dét var et
nyt ministerium. „Mit hjæ rte er dan sk“, sagde han i
gensvar på sin skål, „det viste sig i farens stund og nu
for 14 dage siden“. Da taffelet var hævet, gik han, som
han plejede, omkring i salen og underholdt sig med sine
gæster. Til en af de afsatte æmbedsinænd sagde han:
„ja jeg har gjort Dem u ret og skylder Dem oprejsning!“
Med en anden rigsdagsmand kom han i sam tale om sit
folks kæ rlighed: „den var såmænd nær gået fløjten“,
sagde han. Gennem alle hans ytringer lyste glæden over
hvad der var sket.
Udkastet til g r u n d l o v e n s i n d s k r æ n k n i n g fræm-
lagdes på ny for rigsdagen. Ministeriets talsmænd var
i folketinget Monrad, der ikke var medoptagen i mini
steriet, i landstinget Lehmann. Kampen om indskrænk
ningen blev hvas, især i folketinget. Grundtvig kaldte
her fællesforfatningen „et fornuftgiftermål. Heller måtte
man dog skilles hélt fra bord og seng! Det mange-
hovedede ja skal ialiald ikke døve m it nej, da jeg er vis
på, at to sige nej med mig, Nordens ånd og Danmarks
h jæ rte“. „Man fræmmer ej den gode sag“, svarede Mon
ra d , „ved højttravende talem åder“. Omsider sejrede
m inisteriet, som vænteligt var.
Det aftråd te m inisterium blev stævnet for r i g s
r e t t e n , fordi det havde overtrådt bevillinger, men, efter
de nye m inistres ønske, ikke for forordningen om rigs
rådet, den skulde foreløbigt stå ved magt. Dommen
faldt 1856 og lød på frifindelse, alle de rigsdagsmænd,
der sad i retten, havde dog stemt for domfældelse. På
samme rigsdag sporede man også indflydelsen af G rundt
vigs tankegang, idet s o g n e b å n d e t s l ø s n i n g og ad
skillige nye skolelove vedtoges, alt i retning af mere
frihed for den enkelte. I det hele herskede en større
velvilje mellem bondevennerne og de national-liberale,
end man gærne var vant til a t træffe.