HammerichEtLevnetsløb

1 38

rigsdagen i oktober stem te jeg både for nedsæ ttelse af

udvalget, der skulde forberede en a n k l a g e mod mini

steriet, og for Halls a d r e s s e , der krævede en k o n

s t i t u t i o n e l f æ l l e s f o r f a t n i n g , skønt jeg ikke var

lidt ængstelig ved helstaten. „Enten“, sagde Hall, „en

konstitutionel helstat, eller også er helstaten en umulig

hed !“ Så opløstes folketinget, og vi hjemsendtes med

bebrejdelser og trusler, som navnligt gjaldt æmbeds-

mændene. Alle tegn var der nu til et statshug. Køben

havns borgere m åtte holde rigsdagsgildet for os på skyde

banen, hvor stemningen var afgjoi’t for kamp og Plougs

vise om „næver på skaft“ blev sungen.

Den 1ste desember stod jeg for mine vælgere på

råd stu trappen ved torvet i Vejle, modkandidat var sogne

foged Hans Ladegaard. Jeg gjorde regnskab for min

handlemåde, fik latteren på min side og blev valgt ved

kåring med så godt som alle stemmer. Modstanderne

sagde: „det var da en sølle rigsdagsmand, de havde

fået, som vilde sælge landet med hud og h å r til Sven

sken“. Om aftenen blev der holdt gilde, Lehmann var

som ude af sig selv, især da også gode efterretninger

indløb fra am tets øvrige kredse: „Vejle amts ære er

red d e t“, råb te han. Den, som bragte ham depechen,

tab te både næse og mund over hans glæde og sagde

siden: „den b itt’ mand biøv minsæl så glad, te han

hopped og sprang, som han var turnbet.“

Disse valgmøder i Vejle, hvoraf jeg havde adskillige,

var mig altid til stor opfriskelse. Jeg bode i L e h

m a n n s hus, et sandt, billedsmykket kunstens hjem, og

læ rte ham at kænde nøjere i al hans ridderlige elsk

værdighed, det varme hjærte, den springende og spillende,

undertiden lidt kåde åndrighed, som stod ham til tjse

neste. Også i mørke øjeblikke har jeg set ham, dybt

nedslagen, som han kunde være det. Med hvilken hån

løftede han sig da ikke op over tidens usselhed og talte

„om det ædle dyr mennesket, hvis eneste higen var at