530 / 657
140
sit hoved under tilskikkelser, der blev ham for tunge,
ti ét fattedes dette ædle hjæ rte, den bædste, den
eneste trøst.
Da den nye rigsdag tråd te sammen midt i desemher
1854 med et endnu stæ rkere folketing af frihedsmænd,
var der ikke længer grund til kamp på kniven; den
forefandt jo et n y t m i n i s t e r i u m af sine egne, de af
satte æmbedsmænd Hall og Andræ i forening med
Scheele, P. Bang, Lüttichau og flere. Hermed var det
efter troværdige vidners udsagn gået således til. Kongen
var ikke for vel stem t mod en regering, der nær havde
skilt ham ved folkets kærlighed, til sidst fik den næsten
alle som én imod sig, selv de tidligere venner; gehejme-
råd Scheele i forståelse med grevinde Danner havde
imidlertid arbejdet fra sin side og hulet grunden under
den. Øjeblikket var ikke uheldigt, da stormagterne
under K rim -krigen ikke, som de ellers gærne vilde,
kunde se Danmark på fingrene, og nu endogså det nye
rigsråd krævede større lovgivende myndighed. Vist nok
havde nogle af m inisteriet del med i disse krav, fordi
de i dem så et slags sikkerhedsventil, men deres reg
ninger slog hélt fejl, folkestemningen blev derved endnu
bitrere. Ikke en gang rigsrådet, hed det, m inisteriets
egen skabning, vil underkaste sig dets magtsyge.
Den 3dje desember, da efterretning indløb om de
nye folketingsvalg, slog den afgørende tim e, kongen
vilde ikke læuger fræm på den vej. Fø rst kom et hæf-
tig t optrin med general Hansen; „da jeg ikke stra k s “,
fortalte kongen, „vilde underskrive hvad han forelagde
mig, smed han mig sin portefølje 20de gang i næsen.
Ja derom kan vi tale siden, svarede jeg .“ Kl. 12 holdtes
statsrådsmøde, hvor prins Ferdinand ikke var til stede,
kongen fræmlagde sine punk ter for m inisteriet og æskede
svar af det endnu samme dag. Ministrene vilde da på
stedet tage dem under overvejelse, men han udbrød: