137
stille mig til valg; det stod i det øjeblik for mig som
ligefræm pligt, somnoget, Gud krævede af mig, og der
for vel også vilde give mig kræfter til. Straks blev det
mæ ldt til Vejle ved telegrafen, jeg kunde ikke give
møde på valgdagen, men Kofod trådte frivilligt tilbage,
og to dage efter var jeg r ig s d a g sm a n d i Orla Leh-
manns gamle kreds.
Skyerne trak svært sammen. Den 26de juli 1854 ud
kom forordningen om f æ ll e s r ig s r å d for Danmark,
Slesvig og Holsten; dets myndighed var kun lovgivende
i nye skattesager, ellers rådgivende, en måned efter
tråd te det sammen. I sommerferien tog jeg over
til Vejle, hvor jeg holdt møde med mine vælgere, der
jo havde valgt mig uden at kænde mig; jeg skildrede
dem her farerne for friheden, stillingens hele alvor og
ta lte skarp t imod rigsrådet. Derefter indløb gennem
Sællands biskop et t r u e n d e brev fra ministeriet.
Man foreholdt mig „det uforsvarlige for en præst
og videnskabsmand i min agitatoriske adfærd og den
mærkelige måde, hvorpå jeg havde begivet mig til en
anden provins, for i en dertil af mig selv indbudt for
samling a t ytre mig over de vigtigste statsforhold, hvorom
jeg ikke kunde have nogen begrundet mening, og som
desuden ikke manglede organer til hæftige udtalelser,
skønt uden grundig førelse.“ Man vilde dog i den tro,
„at jeg ikke havde handlet af ond vilje“, for denne
gang „indskrænke sig til“, at biskoppen (Martensen) fore
holdt mig „min højst upassende adfærd og dertil knyt
tede en advarsel om ikke oftere at gøre mig skyldig i
sådan ubesindighed.“ Jeg trode i denne skolemesterstil
at genkænde A. S. Ørsted, som han da sa på sagen, og
gæmmer brevet i min pult som et historisk aktstykke.
Ministeriets næste skridt imod mig matte blive
enten afsked eller anlæggelse at en sag, men den, der
har en fast overbevisning, viger ikke derfor tilbage, og
min hustru hørte ikke til dem, der svække manden. På