533 / 657
148
Derefter blev hele rigsdagen, folketing og landsting,
opløst i overensstemmelse med paragrafen om ændringer
i grundloven, og i avgust måned 1855 trådte den ny
valgte, overordenlige rigsdag sammen. Efter nye kampe
blev så grundloven indskrænket til kongeriget; da jeg
stem te derimod, hviskede Hall til mig: „jeg vil håbe,
det var sidste offer til de vrede guder.“ E t reskript
fra kongen skulde samtidigt fjærne frygten for at miste
grundlovens friheder; den havde haft sin ihærdigste
talsmand i Grundtvig, der ved den lejlighed udfoldede
en glimrende, af og til lidt vidt dreven skarpsindighed.
Om tiden når indskrænkningen skulde træde i kraft
blev der ført en sidekamp. Den nye fællesforfatning
var vedtaget af rigsrådet og lå nu „til efterretning“ på
rigsdagens bord.
Den indførte et normalbudget, og
mange punkter i den var lidet tilfredsstillende. Rigs
dagen m aatte dog intet ændre i den, den kunde kun
tage det fræmlagte i øjesyn, inden indskrænkningen
tråd te i k ra ft, og så afstemme om indskrænkningstiden.
Adskillige møder bag ved kuliserne gik forud for
de offenlige. Blandt andre havde Ploug fræmlagt en
motiveret dagsorden, hvortil jeg og flere andre sluttede
os, den kunde vænte stemmer fra en del bondevenner
og vilde derved rimeligvis få flertal. Kunde ministeriet
give os yderligere sikring for Sønderjylland og vore fri
heder, vilde det nu have gjort det, for at undgå denne
dagsorden. Men det kunde åbenbart ikke, Bang trådte
op i salen i dets navn og talte om umuligheden i at
give en sådan sikring eller ændre noget i iællesforfat-
ningen.
Da trak Ploug sig tilbage med sin dagsorden,
og jeg og de fleste andre lige så, for ingen pris vilde vi
være med til at styrte ministeriet, måske endog bane
vej for kongens fratrædelse. Også i dette spørgsmål
havde det da sejret, skønt først efter et par stormende
møder.