534 / 657
1 4 4
Grundlovens indskrænkning tråd te i k raft, og den
konstitutionelle f æ l l e s f o r f a t n i n g udstedtes den 2den
oktober 1855.
Den blev, bvad Monrad spydigt kaldte
den, „m inisteriets kæledægge“, og m åtte vel blive det;
ti inden for dens område lå statsstyrelsen i det store og
hele. Men ro var der langt fra ikke i sindene.
De
tyske magter lå stadigt på lur. I de nye holstenske
stænder rådede Slesvigholst.enerne, i de slesvigske var
de i alt fald meget stæ rke, og Scheele syntes a t ville,
om muligt, trykke Dansken tilbage, der efter 1850
nogenlunde var kommen til sin ret i det sydlige Sønder
jylland.
Jeg havde nu prøvet mine kræfter som rigsdagsmand
og dømte det samme om dem, som jeg a lt paa forhånd
havde dømt
Jeg egnede mig ikke til a t samle andre
om en sag, jeg var og blev hvad man kalder „friskytte“
og „naiv po litiker“, fuldstændig fremmed for maskineriet
bag ved kuliserne. Yderligt som Grundtvig, med hvem
jeg aldrig har været politisk enig, turde jeg ikke gå, og
skønt jeg oftest stemte med de national-liberale, tilhørte
jeg dog heller ikke dem ; jeg havde mere øje for det
menige folks og den enkeltes tarv end de i almindelighed.
Grundtvig, det må jeg tilføje, har ingen sinde prøvet på
a t drage mig over til sin politik.
Ved alle mine andre sysler blev en frug tbar virk
somhed på tinge i høj grad vanskeliggjort, og jeg havde
desuden gærne ondt ved a,t træffe det re tte tidspunkt
når jeg vilde tale i salen. En og anden gang kan jeg
have gjort lidt indtryk, idet jeg tråd te op med skarphed
og varme, men det var det hele. Modtog jeg så et af
disse breve uden underskrift, som visse folk morede sig
ved a t sende om, og hvori jeg kaldtes „skurk“ og „lands
forræder“, vidste jeg i alt fald, jeg stod på den re tte side.