539 / 657
149
Det var ikke første gang, jeg havde tørnet sammen
med min gamle ven. E t par år efter krigen mødte vi
hinanden på gaden og kom i tale om Danskens stilling '
i Sønderjylland; han var stærkt påvirket af sin fætter,
den vel kændte Slesviger provst Nielsen, og sin øvrige
familje i Flensborg og havde ikke hånsord nok mod
Tillisch og adskillige af de danske præster der nede.
Jeg tog da hæftigt til genmæle, så folk så på os. „Det
er dog vist ikke værd, vi stå her og skændes,“ sagde
jeg til sidst, og vi skiltes ad. I den stemning havde
jeg aldrig før set ham, mens vi begge endnu var unge,
og der er dog ellers gærne så megen grund til at bruse
op i ungdommen.
At vi i det hele i politiken langt fra ikke slog på
samme streng , det vidste jeg længe; også i teologien
havde hver gået sin vej, og at meget måtte tage sig en
del anderledes ud fra bispestolen end for den, som ikke
er biskop, var jo en given sag. Men uenighed om en
ting er ét og pirrelighed et andet, og Martensen var for
mine øjne bleven påfaldende urolig og pirrelig; det
iron isk e, overlegne smil fra ungdommen af så jeg sjæl
den. Var det måske, fordi en så afgjort teoretisk natur
aldrig fuldkomment kan føle sig retvendt og tilfreds i
en praktisk stilling, des mindre vel, jo mere indflydelses
rig stillingen er og jo mere den derfor kræver af ham?
Det kunde se ud, som han ængstedes ved ethvert stær
kere livsrøre. Gammel kærlighed ruster dog ikke, jeg
tror, det ordsprog alligevel har sin sandhed, trods vore
uoverensstemmelser og små sammenstød.
I året 1848, da en ny sans for historien brød fræm
på alle hold, havde F. Fenger, jeg og et par andre med
udkastet planen til et d a n s k k i r k e h i s t o r i s k s e l
s k a b ; jeg forelagde den på Roskilde-konvent. Selskabet
stiftedes og fik snart mange medlemmer, og fra begyn
delsen af og indtil nu har jeg taget del i dets styrelse.