543 / 657
1 5 3
iclet han , efter gammel vane, rokkende med hele over
kroppen, rykkede mig tæ t ind på livet. For de andre
så det ud , som han vilde brydes med mig, også mig
faldt det samme ind, og uvilkårligt valgte jeg mine ord
efter det indtryk. „Den ærede taler,“ sagde jeg, „står
med en kniv i hånden, han véd det ikke selv, men den
vil såre den danske sag føleligt. Jeg gør kun min pligt,
idet jeg fratager ham ordet og dermed slår ham kniven
af hånden!“ „Godt gjort!“ råbte Laurent og forsamlingen
stemmede i med.
Ved bordet rejste Ley sig igen i sin misforståede
iver for friheden og ytrede, „det kunde dog være, de
herrer præster i sprogsagen trådte almuens ret for nær;
selv det bædste burde man ikke påtvinge nogen.“ Han
fik svar på stedet, idet de angelske præster indstændigt
bad os følge med omkring i sognene og skolerne og
selv se os om dér i den virkelige tilstand. Det skete
også, så tvivlerne fik syn for sagn. Leys vrede over
hvad der var forefaldet, satte sig ellers snart, og han
har til sin dødsstund hængt ved mig med den kærlig
hed, der lå dybt gæmt i hans hjærte under en tilsyne
ladende hård skal.
Det sønderjydske spørgsmål var kun den ene side
af det store n o r d is k e spørgsmål. Med krigen 1848
havde dette trå d t fræm i en ny og kækkere skikkelse;
kong Oskar den 1ste, kronprins Karl og kong Frederik
mødtes jævnligt som venner og brødre, regeringerne og
folkene var med, og varslerne så i mere end én hen
seende lovende nok ud. I alle retninger måtte der nu
virkes, så folkene lærte hinanden nøjere at kænde, og
her var jeg selvskreven medarbejder.
Et fælles t i d s s k r i f t for de nordiske univeisiteter
blev da udgivet. Min broder var hovedmanden herved,
og både han, der foruden med sit skolevæsen isæi sys
lede med modersmålet og literærhistoriske æmnei som
Evalds levnet, og også jeg brugte vore penne flittigt i