541 / 657
formand, og i førstningen mødte præsterne fra konge
riget re t godt. Ulrik Boesen, nu biskop i Sønderjylland,
så im idlertid skæft til os og lagde de hindringer i vejen,
han kunde; men departementschef Regenburg støttede
os godt, den stille mand, der under de skiftende mini
stre holdt sin hånd over den danske sag i Sønder
jylland.
Jeg lærte her at kænde ikke få dygtige og nidkære
præ ster, blandt hvilke jeg må fræmhæve pastor Graae,
stifteren af den danske borgerskole i Flensborg, og
provst Aleth Hansen, den senere kultusminister; ■ begge
elskede folket og gik fuldstændigt ind på dets tanke
gang, så man endogså jævnligt hørte Sønderjydsken
gennem Hansens prædikener. Vi præster fra kongeriget
lod os nu føre rundt i de sydslesvigske danske skoler,
overhørte børnene, samtalede med dem og fandt dem i
regelen bædre underviste end i kongeriget, også mere
opvakte, noget der gærne viser sig hos grænseboere.
Og med alt det var de muntre og frejdige. Dansken
ha r en dyb rod i disse, kun på overfladen fortyskede
egne, og de små lærte hvad der skulde læres langt
lettere på dansk end på højtysk; det måtte selv Sles-
vigholstenere indrømme.
S tø ttet på egen erfaring, kunde jeg altså tage til
genmæle — det skete på tysk — mod et skrift af
pastor Schrader i Kiel, og i „Fædrelandet1" lige som
professor Clausen et par gange meddele oplysninger om
den sande tilstand og indstændigt advare mod flytning
af sproggrænsen. Det var ikke andet end hvad jeg
skyldte mine venner i syden.
Disse sønderjydske rejser brugte jeg ellers også til
at gense Nolde, min moders fødeby. Hendes broder
ældedes, var i øvrigt Slesviger af den gamle stok, hans
ældste søn, svoger til en af de afsatte præster, hældede
derimod til den slesvigholstenske side.
151