542 / 657
1 52
På møderne, hvor sønderjydske lægmænd af og til
fik ordet og brugte det godt, blev æmner, der havde
vigtighed for tiden , foredragne og drøftede. E t af de
indholdsrigeste møder var det i staden Slesvig 1857.
Her tra f jeg blandt andet sammen med to gamle kære
venner, L a u r e n t , præ st i Jylland , der i denne tid
tænkte stæ rkt på en oversættelse af P ascal, og L ey,
der aldrig havde fået nogen eksamen men alligevel fundet
sin plads i livet som folkelig læ rer mellem bønderne i
egnen ved Højer. Han var bleven sin første kærlighed
tro og ofrede sig helt for den danske sag, blev derfor
også siden under den fransk-tyske krig tillige med Hans
Kriiger og et par til slæbt bort til en prøjsisk fæstning.
Men i sprogsagen var han, som hans mester G rundt
vig, talsmand for en alt for vidt strak t personlig frihed.
Småfolkene i de egne talte og tænkte i regelen dansk,
mens de dannede og de større gårdmænd var tysk
sindede og naturligvis øvede et stæ rk t tryk fra oven på
dem. Dette overså Grundtvig og Ley med ham aldeles
og kaldte det tvang, hvad fra den danske regerings side
egenlig kun var tvang for dem, der vilde påtvinge små
folk hjemmetyskeriet. Nød de for eget vedkommende
ikke i enhver henseende sin fulde ret, var det oprørske
sind grunden hertil, som kun vilde friheden for på ny
a t misbruge den.
Ley havde nu mældt foredrag om konfirmationens
afskaffelse. Det måtte af alle i Sønderjylland blive op
fattet som et fjendligt skridt mod kirken og den danske
skole, og jeg havde derfor stæ rkt frarådet ham det,
F. Fenger og Laurent gjorde ligeså. Når han havde
sat sig noget i hovedet, lod han sig im idlertid ikke tale
til re tte , altså mødte han og krævede sagen forelagt.
Det kom da til et ejendommeligt lille optrin på rå d
huset i Slesvig.
Laurent havde holdt et åndfuldt foredrag om S.
K ierkegaard ; derpå fik Ley ordet og talte meget skarpt,