547 / 657
157
Sammenkomsten havde sin betydning, skønt som
sagt flere af de kirkelige retninger holdt sig tilbage;
den skaffede de mødende i alt fald nærmere kundskab
til den åndelige tilstand i Nordens tre kirker og ind
ledede derved en gensidig forståelse. Den fællesnordiske
følelse brød uvilkårligt fræm på mange punkter, altid
ligesom af sig selv. Dette gav sagen tillige en politisk
side, som den svenske regering påskønnede, idet den
oversendte mig nordstjærnen.
Da jeg havde foretræde bos den svenske minister,
adm iral Virgin, der var indbudt tillige med Hall og
også viste sig i salen, lagde ban intet skjul herpå. „Vi
vil forberede skandinavismen,“ sagde ban, „men ikke
forcere den fræm; give vi bare tid , om det end skulde
være et balft hundrede år, vil enheden komme af sig
selv. Den svenske regering går ud fra et selvstændigt
Danmarks rige, og jeg tror nok, jeg tør sige det: over
skride Tyskerne E jderen , vil I Danske ikke længer
komme til a t stå alene.“ Snart traf man den samme
tankegang i det svenske diplomatis noter.
Den mand, der gjorde stærkest indtryk på mig og
vist på de fleste Danske, var Blekingsboen biskop T ho
rn a n d e r . Ikke spor af den tit noget skruede svenske
veltalenhed, alt så frit og frisk fra et sprudlende væld,
og hans mage til at gribe øjeblikket har jeg ikke kændt;
dertil en kæmpeskikkelse og et storslået åsyn, der
mindede om Sokrates’. Jeg har ofte siden vekslet breve
og stødt sammen med ham, og vort sidste møde glæm-
mer jeg ikke.
Det var 1865, kort før hans død, da jeg tog over
til Lund i anledning af et påtænkt nordisk kirkemøde,
ti m inuters samtale med ham tillod lægen, men længei
tu rde jeg heller ikke blive der inde. Og i disse få mi
nu ter skiftede lunet med den dybeste alvor, således
som det kun kunde skifte i et sadant øjeblik og i en
ånd som hans. Han sad i sin lænestol, hentæret af