544 / 657
154
dets tjæneste. I skandinavisk selskab holdt jeg desuden
nu og da foredrag.
I de n o r d i s k e n a t u r g r a n s k e r e s sammenkomster
deltog jeg som etnografisk medlem, vor oldtid ha r noget
såre tiltrækkende for mig. Tidligere havde jeg arbejdet
på et møde af Nordens historikere, der im idlertid ikke
kom i stand , og nu tænkte jeg , det måske lod sig slå
sammen med naturgranskernes.
Jeg vandt etatsråd
Forchhammer for den p lan , og på mødet i K ristjania
1856 fræmlagde han den da. Retzius og Worsaae stø t
tede den, også jeg tog ordet: „med undseelse,“ sagde
jeg , „fordi sagamændene i følge sit særegne kald jo i
grunden burde have været de første til nordiske møder.“
Planen blev henvist til et udvalg, dog lykkedes det ikke
at sætte den igennem.
Ved dette Kristjania-møde talte jeg første gang med
kronprins Karl; han var snarere en kæk kunstnersjæ l
end skabt til tronen, i vore sammenkomster og udflugter
deltog han, og blev der sunget, savnedes ikke hans
kraftige bas. Den, som har hø rt ham ytre sig, m åtte
uvilkårligt gribes af hans varme og stolte følelse for
Nordens enhed. Den brød fræm i alle de småtaler, han
holdt på norsk, og han talte godt og gærne. „H jæ rtet,“
sagde h a n , „havde klappet (sic) i ham, da Danmark
stred en strid på liv og d ø d , og han havde m isundt
dem, det gaves at kæmpe med dér; ham havde skæbnen
nægtet d e t!“ Og en anden gang: „håbet, vi næ re, om
en stor fræmtid for Norden, er uden grænse!“
E t historikermøde kom altså ikke i stand , derimod
gik det heldigere med en anden af mine yndlingstanker:
et n o r d i s k k ir k e m ø d e .
Den svenske kirke var
gammeldags og kændte endnu in tet til trosfrihed, så
både romerske Katoliker og Baptister dér lå under for
følgelse. Frikirkemændene, påvirkede fra Skotland, med
Thomander, domprovst W ieselgren, provst Ahnfelt og
præ sterne Hammar og Bergmann i spidsen, fik en h ård