HammerichEtLevnetsløb

156

religj onstvangen tilbage?“ Jeg vendte mig på lians vegne

først med det til de Danske og fik et lydeligt, enstem

migt nej; derpå til Normændene, hvis svar var det

samme. „Den ærede spørger,“ sagde jeg, „har hø rt det:

fra alle Normænd et nej, fra alle Danske et nej, et

vægtigt, fuldttonende n e j ! Her i forsamlingen findes

ingen, som ønsker religjonstvang.“ Dermed havde fri-

kirkemændene nået, hvad de vilde.

I sammenhæng med trosfrihedssagen stod et brev

til mødet fra den e v a n g e l i s k e a l l i a n g s e om den

kirkelige tilstand i Sønderjjdland.

Mangt vidnesbyrd

blev ved den lejlighed aflagt af sønderjydske præster og

gjorde stæ rk t indtryk, brevet, hævdede de, røbede ind

skydelser fra Baumgarten og andre Slesvigholstenere;

Grundtvig, der fræmsatte sin ejendommelige opfattelse,

kunde ikke trænge igennem.

Thomander mente, „det

var vist det samm e , om Baumgarten eller Obstgarten

havde inspireret alliangsen. Man havde andet her a t

gøre end fatte resolutioner efter andragende fra kreti

og p ie ti.“

Svaret til alliangsen burde dreje sig om

tvende hovedpunkter: ingen er i Slesvig forfulgt for

religjonens skyld; mødet ser ingen grund til at blande

sig i sprogsagen. Man tiltråd te disse hans ytringer, og

svaret h a r jeg så skrevet og afsendt.

Mødet, der havde valgt en styrelse fra de 3 kirker

for næste samling, derib landt Kalkar. Biædel og mig,

sluttedes med bekændelse af vor dåbspagt og fadervor.

Derefter fulgte Thomanders mægtige prædiken i F rue

kirke om „Israels og Judas forening“. Næste dag sam

ledes vi om formiddagen i Roskilde domkirke omkring

dronning Margretes grav, og til middag på skydebanen

til festmåltid, hvor Thomander a tte r kastede disse glim

rende raketter, der kan sprede lys over en hel egn. E t

par dage senere indbød enkedronningen en del af mødets

medlemmer til Sorgenfri til en efterfest.