545 / 657
155
dyst.
At den offenlige mening i Evropa lydt mis
billigede regeringens adfærd, ænsede denne endnu kun
lidet. Da henvendte fræmragende Svenskere sig til Dan
marks og Norges præster, derfra væntede de hjælp. På
den måde indlededes det første nordiske kirkemøde.
Det trådte sammen i København i universitetets
festsal midt i juli måned 1857. Martensen og de fleste
højkirkelige holdt sig tilbage, Clausen derimod ikke og
Rudelbach ikke heller, skønt det danske flertal hørte
til Grundtvigs venner. F ra Sverige mødte næsten lutter
frikirkelige med sine ledere, fra Norge mest Grundtvigs
og Wexels’ venner og kun enkelte af den nyortodokse
skole. Mødet kunde altså ikke blive noget rent udtryk
for de forskellige retninger i kirken. I det hele løb de
indmældtes ta l op til 500, kvinderne fik adgang som
tilhø rere; til ordstyrer blev jeg foreslået og valgt, Biædel
holdt åbningsprædikenen.
Hovedæmnerne på mødet måtte t r o s f r i h e d e n
blive og det g r u n d t v i g s k e syn på kirken, det fræm-
tråd te alt ved redegørelserne for tilstanden i de 3 riger.
Der brød da Grundtvig, biskop Kierkegaard og Rudel
bach en ridderlig lanse for „det levende ord“ , Kierke-
gaards tale var især storslået og gjorde stor virkning.
Min gamle ven gårdmand P. Larsen Skræppenborg fik
også ordet dér som på de senere nordiske kirkemøder.
For Svenskerne var Grundtvigs sag noget helt nyt, selv
en mand som Hammar røbede ved sine spørgsmål, hvor
lidet han havde anelse om stridspunkterne. Men Tho-
mander stod som mester i ordet, han traf, hvor han
sigtede hen. og kunde lade sit lune spille i alle farver,
frit og vidt. Flere gange gik det varmt nok til, jeg
m åtte da blande mig deri, og adskillige fandt, jeg vai
en vel skrap ordstyrer.
E t gribende øjeblik var det, da pastor Hammar
med sin kraftige holdning og røst bad om at turde
rette det spørgsmål til Danske og Normænd: „ønske I