540 / 657
Det er et af de få selskaber, der altid ha r gået så at
sige af sig selv, uden de sædvanlige kampe på general
forsamlinger og alligevel til medlemmernes fulde tilfred s
hed; udgivet ha r det en række kirkehistoriske skrifter
og samlinger. Men det bæres også af dygtige, arbejds-
lystne mænd, navnligt af dr. L. Helveg og dr. H. Rørdam.
Da professor Stephens kom til København og fik
sæde i selskabets styrelse, gav han os et godt rå d ; vi
skal bære os ad , sagde h a n , som man gør i England,
rejse omkring i landet og holde offenlige møder med
foredrag. Vi henvendte os derpå til professor Høyen,
sådanne m ø d e r lå lige på hans vej, og han greb til
med begge hænder. I en række år har vi nu holdt
dem én gang, to gange i -en stor del af Danmarks mærk
værdigste kirker; glanspunktet var Høyens foredrag, der
til sluttede andres sig og kirkekonserter, små udflugter.
For omegnen blev sammenkomsten, d e r . gærne tog et
pa r dage, til en sand fest.
Det andet kirkehistoriske møde holdtes 1856 i dom
kirken i Slesvig, og da de nye sydslesvigske præster
indfandt sig ta lrig t ved det, bragte min ven fra krigen,
pastor Høyer-Møller, et vigtigt æmne på tale. De fleste
danskfødte præ ster havde gjort en ende på det liturgiske
uvæsen og genindført det gamle ritual, hvor sakram entet
kommer til sin re t; og i kirke og skole blev Dansken i
alt fald ikke længer ringeagtet og stillet i skamme
krogen. Men de følte sig så ene, blev tit miskændte
selv af Danske og trængte derfor i høj grad til opmun
tring. Den vilde de efter hans mening bædst kunne få
gennem årlige sammenkomster her nede, hvor præster
fra kongeriget mødtes med dem , og lægfolk heller ikke
var udelukkede.
Hvad Høyer-Møller foreslog, fandt almindelig til
slutning, og vi har holdt en del sådanne s l e s v i g s k e
k i r k e m ø d e r , indtil krigen brød løs; jeg blev valgt til
150