HammerichEtLevnetsløb

kvinder om dødsriget og evighedens" fylde. Mig selv

glædede de, og jeg har grund til at tro, de har glædet

flere end mig; udgivne er de ikke blevet.

De kirkelige spørgsmål trængte sig nu stærkt fræm

også på rigsdagen, den bekændelsesløse rigsdag, så

mange blev urolige derved, især af præsterne: det kunde

ikke være anderledes. Man krævede da på ny en fast

ordning af forholdet mellem kirke og stat og en sy

n o d e , og disse krav forelagdes både i det roskildske

og det københavnske konvent. En adresse til ministeriet

var vedtagen i Koskilde og blev foreslået i København,

hvor den støttedes varmt af professor Clausen.

B landt dem, der frarådede synoden, var Paulli og

andre højkirkelige, hvis man her tør bruge det ord, og

af Grundtvigs venner pastor P. Fenger, nu præst ved

F relsers kirke, og jeg. Vi fræmhævede alle den uenig

hed om trossager, som havde været stærk, endnu ikke

var overvunden og let kunde få en farlig indflydelse på

synoden, muligvis endog opløse hele kirken. Prof. Clau

sen mente derimod, at synoden snarere vilde mildne

modsætningerne. Kampen blev alvorlig, og jeg mindede

om det lille optrin i pastoralseminariet fra min ung

domstid, da jeg fik det skudsmål: den Gud, herrHamme-

rich tro r på, er en blodtørstig tyran. Til sidst nedsatte

konventet et udvalg. Sagen om kirkens endelige ord

ning ha r adskillige gange været fræmme på rigsdagen

og i en kirkekommissjon og fundet dygtige talsmænd,

uden dog at kunne trænge igennem, fordi flertallet var

imod, vist nok af højst forskellige grunde. Den står

derfor endnu hen som fræmtidsspørgsmål.

Ad to veje søgte man imidlertid at læmpe sig igen

nem. „ P r æ s t e n s m e d h jæ l p e r e “ var en gammel ind

retning fra Kristian den fjærdes tid, der havde over

levet sig selv og var så godt som sovet ind. Den op

livede man nu ikke ved et påbud, men ved en tilladelse,

147