536 / 657
\
handlet anderledes derved i Nordamerika og England
end i F rankrig og Holland.
Tør jeg dømme efter tilstrømningen til mine fore
d rag , den offenlige omtale af dem i dagblade og teo
logiske tidsskrifter og de breve, der indløb til mig, h a r
det været et ord, ta lt i rette tid. Idet jeg nu kastede
lys over de brændende spørgsmål, m åtte jeg tillige give
et omrids af hovedgangen i kirkehistorien; det krævede
hensynet til mine tilhørere. At det skulde bane vejen
med til min nærværende stilling som professor, kunde
jeg den gang ikke have fjærneste anelse om.
Jeg har gennemlevet angstfulde tim er både for k ir
kens og mit fædrenelands skæbner, der er ikke en gang
k raft i folket, sagde jeg , til a t dø med æ ren; og atter
har jeg haft tim er, hvor frygten og håbet stredes om
min sjæl. Hvo der nu sad på en ensom ø, langt, langt
borte fra verdens vilderede; ene, fordybet i sit stille liv!
Således kunde jeg sukke. Og, Gud ske lov, jeg kændte
dette liv i stille betragtning.
Guds styrelse af slægten,
dens barndom , som den vidunderligt skildres i Genesis,
og dens sidste kampe i Johannes’ åbenbaring, historiens
mål og ende var især æmner, jeg altid og altid vendte
tilbagø til.
Da det så sortest ud for Danmarks unge frihed,
fandt jeg min hvile i granskninger over de sidste ting,
livet efter døden og Herrens sejrsrige, t u s i n d å r s r i g e t ,
den nye himmel og den nye jo rd , i håbet om hvad der
skal komme. Hvor små blive ikke slægtens kampe og
trængsler mod dens guddommeligt store mål, Guds børns
frihed i herlighed! Jeg havde drevet disse studier med
a lv o r, var kommen til ende med dem og havde fore
løbigt lagt dem hen, da det slog mig, at hvad der havde
trø stet og styrket mig, vel også m åtte kunne styrke
andre troende mennesker. Derfor åbnede jeg om vin
teren 1856—1857 en række forelæsninger for mænd og
146