HammerichEtLevnetsløb

141

„ingen diskussjou, mens kongen er der,“ og gik derpå

sin vej.

Nu overvejede de punkterne, kunde ikke gå ind på

dem og meddelte kongen det. „Så takker jeg Dem,

mine herrer, for den tid, vi har været sammen,“ svarede

han ko rt; de håbede, „det var en afsked i nåde“, „ja“,

sagde han, „det vil nok give sig, men nu kan De først

komme og spise suppe med mig.“ Ved bordet udbragte

han „sin højtelskede gemalindes skål,“ de stødte til hin

anden, „altså det nye program“, hviskedes der. Senere

skal han have sagt til Hansen: „tag Dem nu blot i vare,

general Hansen, med hvad De gør! For jeg har, F. g. m.,

ti øjne med Dem på hver finger!“

Dannelsen af et nyt ministerium havde haft store

vanskeligheder at kæmpe med, indtil konferensråd Tre-

schow mældte sig som fødselshjælper. Det blev nu på

Scheele nær lu tter borgerlige ministre, „lutter grisetæer“

— som det hed i hofkredsene —, der trådte ind i det.

Men kongen var glad ved den vending, sagerne tog, han

følte, han havde gjort en god gærning, og København

takkede ham med et fakkeltog på ridebanen. Faren for

et statshug var hermed ovre.

Jeg tra f i de dage Hall en gang lige som han kom

fra sin skræder, hvor der var taget mål af ham til

ministeruniformen. Skræderen foreslog guldtresser af

samme slags, som grev Sponneck havde fået, „de kunde

holde ud i fem år, sagde han, og så kunde man oven i

købet vende dem“. „Hele fem år! Det er ganske efter

m it hoved“, sagde Hall med lune, „dem kan De gærne

lade mig få!“

M i n i s t e r i e t S c h e e le standsede straks forfølgel

serne mod pressen og indkaldte r ig s d a g e n . Dagen

efter åbningen blev den tilsagt til taffels, hvor kongen

viste sig re t som en elskværdig vært. \e d bordet sendte

han en seddel til en af sine venner blandt rigsdags-

mændene: „ser Du,“ skrev han, „jeg holdt, hvad jeg