HammerichEtLevnetsløb

æde og drikke godt og more sig, og så endnu en ting

til, han gad næppe nævne den“ !

Vi sam talte tit om vore udsigter, hvis ministeriet

blev ved ro re t og gav os vor afsked. Jeg vilde i så fald

holde forelæsninger over nordisk historie. / Han vilde

skrabe alle midler sammen, han rådede over, og flytte

op til Island, for dér at grunde et museum for Thor-

valdsens værker og i det hele nordisk kunst: vist nok

mere et flygtigt indfald end alvorligt ment. Blev han i

Vejle, skulde stæderne i amtet smykkes med malerier og

billedstøtter. Fredericia er senere blevet det, Vejle

vænter derimod endnu på den billedstøtte af Anders

Vedel, muret 20 alen høj af teglsten, som han vilde have

rejst på en spids bakkeknude ved ådalen.

Så kørte eller sejlede han omkring med mig i det

storslåede landskab og kunde være glad som et barn

over en gruppe træer, et væld, der boblende sprang ned

ad bakkesiden; i at indrette det slags udflugter var han

mester, og hver af dem blev til en lille fest. Så faldt

det ham ind på Jellinge højene at gøre en sammenlig

ning mellem fordum og nu, Tyra Danebod og „Luise

dansebod“ ; så drillede han mig med Grundtvig. Men

de skumlerier over kristendommen var dog næppe alvor

ligt mente, ellers havde han ikke ladet sin datter op

drage som hun blev opdragen, ellers havde man heller

ikke selv midt i disse skumlerier kunnet mærke en sjæl,

der søgte noget, den endnu ikke havde fundet. Det gjaldt

kun om at svare som der blev råbt i skoven, spille åndelig

fjederbolt med ham, som jeg tit også måtte det med

B irkedal; det var ikke let, men det satte i en højst

ve l

gørende spænding, og noget af hans ånd meddelte sig

uvilkårligt til mig. I de breve, vi vekslede med hin

anden, gik det ligedan til. Saledes stod det mellem os

indtil det sidste år, han levede. Fra sit sommerbo i

Hellebæk så han de første franske ørlogsmænd, og hans

håb blev sto rt; da faldt Frankrig, og han måtte bøje

139