535 / 657
145
I k i r k e l i v e t var det lige så uroligt som i det
politiske. S ø r e n K i e r k e g a a r d kastede den sidste bro
a f mellem sig og kirken, som den historisk havde ud
viklet sig i ondt og godt. Han stormede vildt paa med
sine „Øjeblikke“ og stod lige ved grænsen af vanvidet,
da kaldte døden ham bort. Kandidat Kragballe talede
helt dramatisk om dåben og vilde gøre dens gyldighed
afhængig af den præsts tro, der døbte barnet. Mor
monerne, de Romerskkatolske og sekterne kastede sine
garn ud ; også udtrædere på fri hånd viste sig og stif
tede „rene kirker“.
Sådanne forhold lod heller ikke min menighed urørt.
En af tidens stormfugle, Fæster, havde jeg nægtet
nadveren, fordi han påstod, en Kristen var ingen
synder, han klagede som følge heraf over mig til
biskop Mynster, men fik intet medhold. Så udnævnte
han sig selv til præst for et par stakkels vildførte
mennesker.
Jeg vilde gøre, hvad jeg kunde mod de sværmende
ånd er; om vinteren 1855—56 holdt jeg da på universi
te te t k i r k e h i s t o r i s k e f o r e d r a g , der skulde oplyse
tidens brændende spørgsmål, udgav dem også senere.
Her fik de utålmodige at vide, at det, de grublede over
og pønsede p å, slet ikke var noget splinternyt, hvad
mange i sin ukyndighed indbildte sig, men noget æld
gamm elt, som mere end én gang havde været oppe til
uro for sjælene og mere end én gang var vist til rette
af kirkens ypperste mænd.
Grundtvigs foreslag om
p r æ s t e f r i h e d turde jeg ikke tiltræde, det stod for
mig som opløsning af folkekirken uden mulighed til en
ny, bædre ordning. Derimod pegede jeg på adskillelse
af sta t og k irk e , som den alt havde trådt i kraft i
andre frie lande og med tiden måske hos os kunde
blive en nødvendighed. Så viste jeg, hvorledes da en
sådan adskillelse hidtil var sat i værk. og at man havde