HammerichEtLevnetsløb

161

Ved samme tid kom nye mænd som prinsregenter i

spidsen for statsstyrelserne både i Sverige-Norge og

Prøjsen. Kronprins K a r l havde nys svaret de danske

studenter, der bragte liam et fakkeltog: „så lidt som

stormen nogen sinde kan drive en mand bort fra hans

vej, skal jeg glæmme, hvad jeg i aften har oplevet!“

Han var Frederik den syvendes fuldtro broder, forenet

med ham i kærlighed til Norden og til friheden, også

bægeret kunde de tømme sammen. Han vilde nu fuld

byrde, hvad hans fader havde begyndt på; fra den kant

var himlen k lar, i det mindste vilde man så gærne

tro det.

Im idlertid var det konstitutionelle r i g s r å d s første

møde blevet åbnet af kongen med stor pragt den 1ste

m arts 1856. Garden paraderede i nye uniformer, sølv

løverne stod om tronens fod, og kongens tale åndede til

fredshed og glæde; Madvig var rådets præsident. Sytten

dage derefter forelå de l l ’s a n d r a g e n d e , stillet af

ridderskabets herrer med Karl Scheel-Plessen til ord

fører; det gik ud på intet mindre end en fuldstændig

omstødelse af forfatningen.

Scheel-Plessen talte kækt og flot nok, ret som en

tysk b u rs c h , grev Reventlow- Jersbeck kom med den

ytring, „at han blev helt stupid ved at høre dansk, som

han ikke forstod“. Hall tog sagen sarkastisk, Tscher-

ning rå b te : „lad Holstens smerte kun få luft“, og fra

Lehmann lød det: „vi kan dog ikke overgive os på

nåde og unåde til dem, vi har sejret over på valpladsen!“

R idderskabet havde regnet fejl, når det væntede sig

nogen tilslutning af de danske tilbageskridtsmænd, man

gjennemskuede straks dets slagord om en stærk konge

magts nødvendighed. Kampen blev hvas, Madvig måtte

bruge sin klokke, og omsider faldt andragendet med et

sto rt flertal imod sig.

Nu fulgte med sørgelig

nødvendighed

udviklingen af

alt, der lå i det skæve forhold.

De slesvigholstenske