554 / 657
164
jeg, idet jeg tilføjede: „den modstand, der h a r rejst sig,
er mig foreløbig en gåde.“ Festen blev alligevel boldt
både i kongeriget og Sønderjylland, fordi der kom et
kongebud, som påbød den.
Jeg b a r gjort ikke så få optegnelser til Danmarks
historie i disse skæbnetunge tider, ti tildragelserne fulgte
jeg med pennen i bånd og havde gode hjemmelsmænd i
Hall, med hvem jeg jævnligt omgikkes, Monrad, Ploug,
Emil Fenger, som jeg tit tra f om middagen ude bos min
broder; så enkedronningen, Regenburg, O. Lebmann,
konferensråd Wegener.
Optegnelserne børe im idlertid
ikke til mit levnets historie, og jeg skal her kun med
tage en enkelt af dem, fordi den klarer et forhold, der
bar kastet skygge over en af Danmarks ædleste døtre,
e n k e d r o n n i n g e n .
Sådan en majestæ t i forening med en ydmyg troende
sjæls buldsaligbed barjeg aldrig kændt, og in tet bjærte,
der slår varmere
for Danmark.
Menenkedronningen
hang også ved sine brødre og stred en hård kamp i
denne dobbelte kærlighed. En dag var jeg alene bos
hende, hun ledte da sam talen selv ben på sin familje,
dybt bevæget indtil tårer.
Sin fader, hertugen af Augustenborg, skildrede bun
som en lille, pæn, noget pedantisk herre af den ra tio
nalistiske skole; F rederik den 6tes ad ju tan te r gjorde
gærne nar ad ham og kaldte ham magisteren.
Op
dragelsen hjemme vardansk, og endnu på den seneste
tid skrev de søskendedanske breve til hinanden. Planen
var, a t brødrene skulde over til København og dér få
en stilling, det hindrede im idlertid dronning Sofie F rede
rikke, som blev vred over deres giftermål med kom
tesserne Danneskjold. Afdøde biskop Krogh-Meyer var
de hertugelige børns lærer, og de blev konfirmerede af
en meget verdsligsindet mand, hofpræst Germ ar, om
hvem Luise Avgusta en gang sa g d e : „ja hvem taler vel
om religjon med ham ?“ Men faderen vilde det nu så.