555 / 657
165
„Man kalder mine brødre landsforrædere“, vedblev
enkedronningen, „men man véd ikke, hvorfra deres grund
sæ tninger stamme. Dem har min fader indprentet os
således fra barns ben, at jeg, hans datter, inden jeg kom
over til København, ikke drømte om andet, end at de
var de eneste rette. Han sagde ideligt til os: „hold jer,
hvad arvefølgen angår, til min ret som agnat“, og når
min moder talte imod ham og sagde: „nej, hold jer til
min re t som kognat“, trode vi hende ikke; vi mente,
min fader dog måtte vide det bædst. Ofte var der
tvist i familjen om den ting.
Dette er den sørgelige kilde til al ulykke, som er
gået over vor slægt. De kan tro mig, når jeg har
takket Gud for Danmarks sejre, og det har jeg gjort
altid, da er det tit sket med et blødende hjærte!“
Mit tilflugtssted under alle tidens tryk var studere
kamret. Aftenen var gærne min, den tilbragte jeg da
dér, og den gærrige kan ikke være mere nøjeregnende
med sine penge end jeg med mine aftentimer. Historiske
og teologiske granskninger — de sidste har jeg alt om
ta lt — flyttede min ånd langt bort fra det, der pinede
den, og gjorde sindet lyst igen. Jeg blev færdig med
s k i l d r i n g e r n e a f d e n d a n s k e h i s t o r i e indtil 1660,
og jo længere jeg skred fræm, des mere omfattende blev
studiet på vore offenlige bogsamlinger — min egen var
aldrig rig — og i arkiverne.
Under det fandt jeg også a^rnner nok til en særlig
afhandling om e n e v æ ld e n s indførelse, til levnets-
beskrivelsen af H a n s N an sen og en s t a t i s t i k af
Danmark i adelsvældens sidste tider. Senere er en del
nye oplysninger dragne fræm, der, hvis de havde stået
til min rådighed, på flere punkter vilde bi agt mig til
en anden opfattelse. Det er alle historikeres fælles lod,