561 / 657
171
I året 1857 døde den gamle dr. Rothe, Trinitatis
sogn skulde nu deles, mit æmbede med, og jeg havde
valget imellem, et af de nye sognekald eller afsked. For
ingen pris vilde jeg slide mig op i kontorarbejde og den
mængde verdslige sager, der følge med et sognekald i
København; heller vilde jeg da træde tilbage til en tid
og kaste mig over studiet af nyere dansk historie. En
dag i april måned 1858 var jeg hos Hall og meddelte
ham dette. Han spurgte mig, hvad jeg vel vilde sige
til p r o f e s s o r a t e t i kirkehistorie, „og“, føjede han til,
„det foreslag kommer ikke fra mig, men fakultetet ønsker
det, da licentiat Hagen er opgiven af lægerne og ikke
kan have re t længe tilbage.“ Jeg havde alt hørt ymte
derom, uden dog a t tage det for andet end løst rygte,,
men nu var det et virkeligt tilbud.
A ltså stod det livsmål, jeg lønligt havde ønsket,
aldrig tu rd e t håbe at nå, nu uvæntet og usøgt for mig
i samme øjeblik jeg havde afsluttet et vigtigt tidsrum
af Danmarks historie og ellers stod ledig på torvet. Den
dobbelte retning, hvori jeg hidtil havde virket, kunde
høre op, og den havde af og til voldt mig indre uro og
ængstelser ved min stilling som præst. „Det skulde bare
været for 20 år siden“, tænkte jeg, men så atter, „nej
vor Herre styrer dog vist bædst, hvor sært det end kan
tykkes os!“
»
Jeg spurgte Hall, om han mente, jeg skulde tale
derom med C la u s e n , og han fandt det i sin orden; jeg
gjorde da så. Og det samme højsind, jeg før havde truffet
hos Grundtvig, tra f jeg nu hos Clausen. Han havde ofte
i de senere år kommet mig i møde med venlighed, og,
hvad jeg siden fik at vide, en samtale med konferensrad
Wegener havde stemt ham afgjort for mig som professor.
„Man vilde“, sagde han, „ikke igen prøve sig fræm
med yngre, hvis dygtighed der endnu ikke ret kunde
stoles p å ; heller vilde man henvende sig til en viden
skabsmand, man var mere sikker pa.
V a lg e t lå
da imellem