563 / 657
173
han dog, jeg med det kommende år vilde åbne en fore
læsning over kirkehistorien“ ; det lovede jeg ham.
Mine studier tog nu den sommer en hel ny retning,
og de fyldte min sjæl, glad var jeg ved dem og frejdig.
Jeg tråd te derpå af som præst og holdt i september
måned 1858 min a f s k e d s p r æ d ik e n , dybt greben af
Herrens førelser med mig, dybt bøjet ved tanken om,
hvor tit jeg her havde været den lade tjæner, og dog
a tter rejst af hans usigelige nåde.
Ved min hjemkomst fra kirken fandt jeg det præg
tige kobberstik af Leohardo da Vincis nadvere og
Thorvaldsens dåbsengel; kærlige tilhørere havde sendt
mig det til minde om det, der altid var hjærteslaget i
min forkyndelse, dåben og nadveren. Hvo det var, har
jeg aldrig fået at vide, men mig blev den dag en vel
signet afslutning af min virksomhed som præst. Den
mig så kære forkyndelse af ordet opgav jeg dog ikke
dermed og har som professor ofte stået på prædike
stolen, især i den første tid, siden sjældnere, efter at
København har fået så mange udmærket dygtige præster.
Straks efter afskedsprædikenen rejste jeg til I ta lie n ,
jeg trængte til opfriskelse af hvad den romerskkatolske
kirke har været i sin stortid og endnu er for utallige
sjæle, og den får man ingensteds bædre end i Rom.
Asgers læ rer G. Matthison-Hansen havde jeg med til
selskab, og i Rom traf jeg uvæntet på M elh av en .
Han havde længe været borte og led af hjemve, var
også meget tilbøjelig til at ærgre sig over alt i Italien.
„Hvilket usselt, pjaltet folk, vidste jeg det ikke nok, og
hvor det fjæld dér er skarvet! Nej, det må jeg sige, vi
har dog andre stoltere fjælde i Norge!“ Meget ængste
lig var han også for sin helbred og ransagede ridetøjet
nøje, hver gang vi tog æsler til en bjærgtur. I Amalfi
udbrød han : „der er jo ikke andet på den sadel end
lu tte r søm og segelgarn! Ja I to kan tage af sted, om